Kvælstof i vandløb er et gammelt stridsemne
Udgivet 14. marts 2012Oceaner af danske målinger viser, at baggrundsudsivningen fra naturarealer er stort set sammenlignelig med udsivningen fra veldrænede, dyrkede arealer. Og sådan har det altid været.
Danmark har på grund af sin topografiske udformning helt andre forudsætninger end eksempelvis alpelande, når det gælder kvælstof i vandløb. Et vandløb, der gennemløber flade arealer af dyrkningsegnet jord med humus og plantenæringsstoffer, som Danmark er begunstiget med fra naturens side, har naturligvis et højere indhold af forskellige stoffer - herunder kvælstof - end en lille bjergbæk med smeltevand, der fosser ned gennem et granitlandskab.
Derfor er direkte sammenligninger af europæiske vandløb meningsløse. Uanset, om vi analyserede forholdene i stenalderen, så ville det typiske danske, nordtyske eller hollandske vandløb indeholde relativt mange næringsstoffer. Oceaner af danske målinger viser, at baggrundsudsivningen fra naturarealer er stort set sammenlignelig med udsivningen fra veldrænede, dyrkede arealer. Så der er ikke meget andet at gøre end at acceptere, hvordan økosystemet virker! Det er uden mening, at straffe landbruget og dermed samfundet for Danmarks topografiske udformning.
Politisering
En lignende diskussion om nitrat i vandløb fandt sted for to årtier siden, da DMU pludselig hængte Danmark ud som landet med det næsthøjeste indhold af nitrat i vandløbene i hele Europa - kun overgået af Rumænien. Udhængningen skyldtes en medarbejder i DMU, der fandt anledning til at lække noget fra en "hemmelig" rapport, men som samtidig nægtede at offentliggøre rapporten i sin helhed. Det var ren politisering fra DMUs side. Og der kom en betydelig polemik ud af sagen, hvor både daværende direktør i DMU og daværende miljøminister, Svend Auken, forsvarede DMU-medarbejderes ret til at politisere ved at bringe udvalgte informationer frem til offentligheden og samtidig hemmeligholde sammenhængen. Det var en hyppigt anvendt fremgangsmåde allerede dengang. Og det er vist ikke blevet meget bedre siden.
Ikke mere at hente
I det hele taget er det forfejlet at gå så højt op i kvælstof i vandløb. Det har jo vist sig gennem mange år, at koncentrationen er så lav, som man kan forvente, og langt lavere end forskellige modelberegninger har antydet. Derfor giver det ikke mening at føre anstrengelserne videre. Det kan kun føre til dårlig økonomi, fordi produktionen bliver mindre, og til dårligere vandmiljø, fordi prisen for at fjerne kvælstof ved etablering af nye vådområder er større udledning af fosfor til vandmiljøet. Og det er katastrofalt i modsætning til kvælstof.
Opskriften på lavere eutrofieringstilstand er reducerede - men først og fremmestafbalancerede- næringsstofkoncentrationer. Dette opnås kun gennem lavere fosforkoncentration, netop fordi fosforkoncentrationen styrer kvælstofkoncentrationen.
Manglende logik i vandplaner
Men vandplanernes målsætning er hverken at tilstræbe N/P-idealforholdet (Redfield) eller at opnå en bestemt kvælstofkoncentration i det pågældende vandområde. Vandplanernes målsætning er derimod reduktion af "kvælstofbelastningen", som kun omfatter den udledte mængde til recipienten og er en irrelevant størrelse for tilstanden i recipienten, netop fordi økosystemet løbende regulerer kvælstofkoncentrationen gennem udveksling med atmosfæren. Men også fordi den udledte mængde (i tons) ikke siger noget om koncentrationen i recipienten, der udveksler vand og næringsstoffer med tilstødende vandområder. Det hele er "elastik i metermål". Og hvis "ålegræsværktøjet" bruges oveni, er det totalt useriøst.
I områder med højt N/P (f.eks. Limfjorden) vil reduceret kvælstofudledning kun betyde, at økosystemet vil reducere denitrifikationen mv., og i områder med lavt N/P vil det betyde dårligere vandmiljø med øget risiko for opblomstring af kvælstoffikserende organismer, f.eks. den giftige Nodularia spumigena, der producerer nyregiften nodularin.
Poul Vejby-Sørensen pvs@lfbl.dk
