1986

1986

TV-optagelser af jomfruhummere, der er døde som følge af iltsvind, fra Gilleleje den 6. oktober fører til en TV-debat den 19. oktober mellem direktøren for Danmarks Naturfredningsforening og fiskeriministeren.

Debatten medfører, at Folketinget den 18. november gennemfører en stor vandmiljødebat.

1987

1987

Fortsat iltsvind fremskyndede nye indgreb, og Folketinget vedtog den første vandmiljøplan (VMP I).

Udledningen af fosfor fra spildevand skulle reduceres med 80%, og kvælstof - også fra landbrugets marker – skulle reduceres med 50%.

Landbruget skal skære 130.000 tons af kvælstofudledningen.

1991

1991

Da man vurderede, at nedskæringen på de 130.000 t ikke som planlagt kunne nås inden 1993, blev indsatsen strammet op i form af ”Handlingsplan for en bæredygtig udvikling i landbruget”.

1995-96

1995-96

Kvælstofudvaskningen i landbruget var kun reduceret med mindre end halvdelen af det planlagte.

Industri og byer havde nået deres mål.

1998

1998

For at nå målene for landbrugets kvælstof blev kravene atter skærpet med ”Vandmiljøplan II” (VMP II).

Det betød skærpede begrænsninger i anvendelsen af kvælstofgødning, krav om mere kvælstoffattigt foder, skovrejsning, mere økologisk landbrug og flere våde enge.

2000

2000

En midtvejsevaluering af vandmiljøplanerne viste et mærkbart fald i udvaskningen af kvælstof.

Denne udvikling er fortsat. Målinger i 86 danske vandløb 1989-2004 viste, at der i 72 af dem er sket et markant fald i kvælstoftabet fra markerne og transporten af kvælstof gennem vandløbene ud til havet: I gennemsnit var faldet ca. en tredjedel.

2004

2004

Med ”Vandmiljøplan III” (VMP III) blev der endnu en gang skåret i udledningen af kvælstof og nu også fosfor fra markerne.

Planens målsætning, som skal være opnået i 2015, er en 13% reduktion i kvælstofudvaskningen i forhold til 2003, en halvering af fosforoverskuddet i forhold til overskuddet i 2001/02 og etablering af 50.000 ha nye randzoner til reduktion af fosforudledningen til vandløb og søer.

2009

2009

Med ”Grøn Vækst” planens vandmiljødel blev der stillet krav om yderligere nedbringelse af udledningerne på 19.000 tons kvælstof og 210 tons fosfor inden 2015.

Danmark skulle inddeles i 23 vandoplande med hver sin individuelle vandplan.

En miljøskandales anatomi

Udgivet 10. februar 2012

Gennem årene har den forkerte, men ”hellige” strategi medført groteske krav for langt over 100 mia. kr

Munkholmbroen_Poul

 Det begyndte med, at man lagde sig fast på en forkert strategi. En logisk brist i ræsonnementet fik datidens miljøbiologer til at stemme om "sandheden" i en såkaldt konsensuskonference. Og "sandheden" blev af et "ukvalificeret" flertal imod et "kvalificeret" mindretal fastlagt således, at kvælstof blev betragtet som hovedansvarlig for alle vandmiljøproblemer.

 I 25 år har myndighederne fastholdt strategien som et næsten religiøst dogme, der ikke kan diskuteres. DMU har f.eks. nægtet at holde konference med verdenskendte udenlandske forskere. Skiftende miljøministre og fødevareministre har set bort fra økosystemets funktion og defineret "sandheden" som den strategi, der var flertal for blandt danske miljøforskere. Men danske miljøforskere i f.eks. DMU har ikke haft lov til at tale frit, fordi ledelsen ikke tolererede "forskellige" udmeldinger. Derfor har kravet i virkeligheden været: "Ret ind eller forsvind!"


Gennem årene har den forkerte, men "hellige" strategi medført groteske krav for langt over 100 mia. kr.:

1)    Vi renser spildevand til skrappere kvælstofkrav end drikkevand.

2)    Vi underforsyner vores fødevareproduktion med næringsstoffer.

3)    Vi kan ikke længere dyrke brødkorn af høj kvalitet.

4)    Vi kan i det hele taget ikke konkurrere med vore naboer.

5)    Vi har fået pålagt et "ålegræsværktøj", som beviseligt ikke duer - og som systemet selv erkender ikke duer!

6)    Vi har fået vandplaner, der ødelægger det danske kulturlandskab og sender kæmpearealer på 500.000 ha ned under vandoverfladen eller ud af dyrkning. Det er en national katastrofe!

 På det seneste, hvor det faglige fundament efterhånden er eroderet så kraftigt, at selv miljømyndighederne må erkende skandalen, følger forvaltningen så op med nye groteske initiativer:

1)    I maj 2011 lykkedes det, at få nogle politikere uden fingeren på pulsen til at ændre Miljømålslovens klagebestemmelser, så miljømål og indsatsprogrammerne ikke længere var omfattet af klageadgangen.  Det skete på et tidspunkt, hvor det mere end nogensinde var aktuelt at klage.

2)    Her i begyndelsen af 2012 forsøgte systemet så - med nye politikere ved roret - at gå et skridt videre og fratage Natur- og Miljøklagenævnet dets sanktionsmuligheder (endda med tilbagevirkende kraft) i forbindelse med klager over vandplanerne, så planerne ikke kan underkendes. Det overtrumfer nærmest, hvad Sovjet kunne præstere i sin tid.

Filosofien er åbenbart, at kan man ikke klare sig på saglighedens bane, må man gribe til magtmisbrug. Men det er ved at blive for lyst! Dansk miljøpolitik nærmer sig den ultimative skandale!

 

Poul Vejby-Sørensen pvs@detstorebedrag.dk

Cand. agro.

Bæredygtigt Landbrug