En miljøskandales anatomi
Udgivet 10. februar 2012Gennem årene har den forkerte, men ”hellige” strategi medført groteske krav for langt over 100 mia. kr
Det begyndte med, at man lagde sig fast på en forkert strategi. En logisk brist i ræsonnementet fik datidens miljøbiologer til at stemme om "sandheden" i en såkaldt konsensuskonference. Og "sandheden" blev af et "ukvalificeret" flertal imod et "kvalificeret" mindretal fastlagt således, at kvælstof blev betragtet som hovedansvarlig for alle vandmiljøproblemer.
I 25 år har myndighederne fastholdt strategien som et næsten religiøst dogme, der ikke kan diskuteres. DMU har f.eks. nægtet at holde konference med verdenskendte udenlandske forskere. Skiftende miljøministre og fødevareministre har set bort fra økosystemets funktion og defineret "sandheden" som den strategi, der var flertal for blandt danske miljøforskere. Men danske miljøforskere i f.eks. DMU har ikke haft lov til at tale frit, fordi ledelsen ikke tolererede "forskellige" udmeldinger. Derfor har kravet i virkeligheden været: "Ret ind eller forsvind!"
Gennem årene har den forkerte, men "hellige" strategi medført groteske krav for langt over 100 mia. kr.:
1) Vi renser spildevand til skrappere kvælstofkrav end drikkevand.
2) Vi underforsyner vores fødevareproduktion med næringsstoffer.
3) Vi kan ikke længere dyrke brødkorn af høj kvalitet.
4) Vi kan i det hele taget ikke konkurrere med vore naboer.
5) Vi har fået pålagt et "ålegræsværktøj", som beviseligt ikke duer - og som systemet selv erkender ikke duer!
6) Vi har fået vandplaner, der ødelægger det danske kulturlandskab og sender kæmpearealer på 500.000 ha ned under vandoverfladen eller ud af dyrkning. Det er en national katastrofe!
På det seneste, hvor det faglige fundament efterhånden er eroderet så kraftigt, at selv miljømyndighederne må erkende skandalen, følger forvaltningen så op med nye groteske initiativer:
1) I maj 2011 lykkedes det, at få nogle politikere uden fingeren på pulsen til at ændre Miljømålslovens klagebestemmelser, så miljømål og indsatsprogrammerne ikke længere var omfattet af klageadgangen. Det skete på et tidspunkt, hvor det mere end nogensinde var aktuelt at klage.
2) Her i begyndelsen af 2012 forsøgte systemet så - med nye politikere ved roret - at gå et skridt videre og fratage Natur- og Miljøklagenævnet dets sanktionsmuligheder (endda med tilbagevirkende kraft) i forbindelse med klager over vandplanerne, så planerne ikke kan underkendes. Det overtrumfer nærmest, hvad Sovjet kunne præstere i sin tid.
Filosofien er åbenbart, at kan man ikke klare sig på saglighedens bane, må man gribe til magtmisbrug. Men det er ved at blive for lyst! Dansk miljøpolitik nærmer sig den ultimative skandale!
Poul Vejby-Sørensen pvs@detstorebedrag.dk
Cand. agro.
Bæredygtigt Landbrug