1986

1986

TV-optagelser af jomfruhummere, der er døde som følge af iltsvind, fra Gilleleje den 6. oktober fører til en TV-debat den 19. oktober mellem direktøren for Danmarks Naturfredningsforening og fiskeriministeren.

Debatten medfører, at Folketinget den 18. november gennemfører en stor vandmiljødebat.

1987

1987

Fortsat iltsvind fremskyndede nye indgreb, og Folketinget vedtog den første vandmiljøplan (VMP I).

Udledningen af fosfor fra spildevand skulle reduceres med 80%, og kvælstof - også fra landbrugets marker – skulle reduceres med 50%.

Landbruget skal skære 130.000 tons af kvælstofudledningen.

1991

1991

Da man vurderede, at nedskæringen på de 130.000 t ikke som planlagt kunne nås inden 1993, blev indsatsen strammet op i form af ”Handlingsplan for en bæredygtig udvikling i landbruget”.

1995-96

1995-96

Kvælstofudvaskningen i landbruget var kun reduceret med mindre end halvdelen af det planlagte.

Industri og byer havde nået deres mål.

1998

1998

For at nå målene for landbrugets kvælstof blev kravene atter skærpet med ”Vandmiljøplan II” (VMP II).

Det betød skærpede begrænsninger i anvendelsen af kvælstofgødning, krav om mere kvælstoffattigt foder, skovrejsning, mere økologisk landbrug og flere våde enge.

2000

2000

En midtvejsevaluering af vandmiljøplanerne viste et mærkbart fald i udvaskningen af kvælstof.

Denne udvikling er fortsat. Målinger i 86 danske vandløb 1989-2004 viste, at der i 72 af dem er sket et markant fald i kvælstoftabet fra markerne og transporten af kvælstof gennem vandløbene ud til havet: I gennemsnit var faldet ca. en tredjedel.

2004

2004

Med ”Vandmiljøplan III” (VMP III) blev der endnu en gang skåret i udledningen af kvælstof og nu også fosfor fra markerne.

Planens målsætning, som skal være opnået i 2015, er en 13% reduktion i kvælstofudvaskningen i forhold til 2003, en halvering af fosforoverskuddet i forhold til overskuddet i 2001/02 og etablering af 50.000 ha nye randzoner til reduktion af fosforudledningen til vandløb og søer.

2009

2009

Med ”Grøn Vækst” planens vandmiljødel blev der stillet krav om yderligere nedbringelse af udledningerne på 19.000 tons kvælstof og 210 tons fosfor inden 2015.

Danmark skulle inddeles i 23 vandoplande med hver sin individuelle vandplan.

Dansk vandmiljøforskning gennem 25 år: Topstyring og bundkarakter

Udgivet 16. april 2012

Man vinder ikke en konflikt med økosystemet - heller ikke, hvis vi fortsætter i endnu 25 år. Strategien er udsigtsløs! Uanset hvor mange, der er enige om den! Økosystemet retter sig naturligvis efter naturlovene - og hverken efter Miljøstyrelsen eller Folketinget.

Munkholmbroen_Poul

For præcis 25 år siden - den 12.-14. april 1987 - afholdt Planlægningsrådet for Forskningen en konsensuskonference, "Kvælstof og fosfor i vandmiljøet", med det formål at gøre status over den eksisterende viden om "forurening af vandmiljøet med kvælstof og fosfor". Til alle der måtte være i tvivl om, hvad en konsensuskonference er, kan det oplyses, at det er en udemokratisk proces, hvor afvigende synspunkter undertrykkes. Og da de fagfolk, der vidste mest om kvælstof og dets virkemåde i verden, desværre var i mindretal, vedtog man en "sandhed" om, at kvælstof var den store skurk i spørgsmålet om eutrofiering og iltsvind.

Konferencen startede meget fredsommeligt med, at deltagerne sang "Havet omkring Danmark". Herunder også femte linje: "Vi vandrer din vej, vi lyder din lov…". Men herefter brugte man 3 dage til at gøre det modsatte. Denne konflikt med økosystemet har nu gennem vandmiljøplanerne varet i 25 år, og den fortsætter indtil vi bliver kloge nok til at "lyde havets lov". Man vinder ikke en konflikt med økosystemet - heller ikke, hvis vi fortsætter i endnu 25 år. Strategien er udsigtsløs! Uanset hvor mange, der er enige om den! Økosystemet retter sig naturligvis efter naturlovene - og hverken efter Miljøstyrelsen eller Folketinget.


På den baggrund virker det grotesk, at visse forskere og politikere stadig henviser til, hvad der var "enighed" om for 25 år siden, når de argumenterer for den førte vandmiljøpolitik og de nye vandplaner. For mindre end et år siden forsvarede professorerne Stiig Markager og Bo Riemann i en kronik i Landbrugsavisen den danske strategi med særligt fokus på begrænsning af kvælstofudledningen og bebudede yderligere begrænsninger i kvælstofanvendelsen, hvilket naturligvis bliver mere og mere kostbart for landbruget og samfundet. Men de konkluderede altså, at den meget stærke medicin, som landbruget har været påtvunget i mere end 20 år ikke har medført tilfredsstillende resultater. Derfor foreslog de, at der skal ordineres endnu mere af samme medicin.

En ansvarlig læge ville nok overveje, om diagnosen og behandlingen nu også er rigtig, men sådan arbejder man ikke i DMU. Her holder man sig til den "sandhed", der blev vedtaget for 25 år siden, og så lader man sig ikke distrahere af, at naturen arbejder efter andre principper, og at forskere ude i verden finder nye veje. Man konstaterer blot: "Desværre er biologien ikke fulgt med".


 Forskerne fastholder den forkerte strategi
Eksemplet er typisk for udviklingen siden slutningen af 80'erne. DMU har gennem en brutal topstyring, sørget for kritikløs videreførelse af de strategier, der var udarbejdet af forskningsinstitutioner med bundkarakter. Nogle forskningsinstitutioner under Miljøministeriet fik nemlig bundkarakter ved en international evaluering i 1989.

 I DMU var virkeligheden "Ret ind eller forsvind!" - uden plads til selvstændige opfattelser hos forskerne. Ingen individuelle udmeldinger! Kæft trit og retning. Måske lidt sovjet-inspireret.

Når man i 80'erne forespurgte i Miljøstyrelsen om materiale og måleresultater, blev man systematisk mødt med modspørgsmålet: "Hvor ringer du fra?". Og da jeg for 117. gang havde sagt "hjemmefra", spurgte jeg, om det havde indflydelse på svaret, hvor jeg ringede fra. Nej, blev der sagt, men vi skal registrere alle, der spørger! Det var dengang. I dag, hvor det meste foregår på nettet, kan man lettere finde ud af, hvem der spørger, hvis man da ikke helt nægter adgang til materialet.

 Som det ses, er dansk vandmiljøpolitik ramt af flere problemer: For 25 år siden tog man fejl af kvælstof på grund af et elendigt forarbejde til den første vandmiljøplan. Lige siden har alle de ansvarlige - forskere, forvaltningsmyndigheder og politikere - fastholdt og forsvaret strategien. Og kun de, der var enige heri, kunne skabe sig en karriere i systemet. I dag, hvor mange nye forskningsresultater peger i nye retninger og peger langt mere sammensatte forklaringer på vandmiljøets situation, lukker systemet af. Man vil ikke i videnskabelig debat med topforskere, der har nået andre resultater. Det nærmer sig en mental blokering, der hviler over Miljøministeriet og dets institutioner. Systemet er på vej mod erkendelsen af mange års katastrofal håndtering af dansk miljøpolitik - både fagligt og forvaltningsmæssigt. Beviserne bliver vanskeligere og vanskeligere at komme udenom.

 Offentligheden, der har været klædeligt autoritetstro, vil også snart indse, vi i landbrugserhvervet ikke bare "taler for vores syge moster", men at miljømyndighederne derimod gennem 25 år har misforstået, hvordan kvælstof virker i økosystemet, og har misligholdt deres forpligtelse til at sikre sig holdbar viden, inden iværksættelse af milliarddyre indgreb, der bagefter viser sig uden effekt.

 Det var aldrig gået i en privat virksomhed!

 Poul Vejby-Sørensen