Dansk vandmiljøforskning gennem 25 år: Topstyring og bundkarakter
Udgivet 16. april 2012Man vinder ikke en konflikt med økosystemet - heller ikke, hvis vi fortsætter i endnu 25 år. Strategien er udsigtsløs! Uanset hvor mange, der er enige om den! Økosystemet retter sig naturligvis efter naturlovene - og hverken efter Miljøstyrelsen eller Folketinget.
For præcis 25 år siden - den 12.-14. april 1987 - afholdt Planlægningsrådet for Forskningen en konsensuskonference, "Kvælstof og fosfor i vandmiljøet", med det formål at gøre status over den eksisterende viden om "forurening af vandmiljøet med kvælstof og fosfor". Til alle der måtte være i tvivl om, hvad en konsensuskonference er, kan det oplyses, at det er en udemokratisk proces, hvor afvigende synspunkter undertrykkes. Og da de fagfolk, der vidste mest om kvælstof og dets virkemåde i verden, desværre var i mindretal, vedtog man en "sandhed" om, at kvælstof var den store skurk i spørgsmålet om eutrofiering og iltsvind.
Konferencen startede meget fredsommeligt med, at deltagerne sang "Havet omkring Danmark". Herunder også femte linje: "Vi vandrer din vej, vi lyder din lov…". Men herefter brugte man 3 dage til at gøre det modsatte. Denne konflikt med økosystemet har nu gennem vandmiljøplanerne varet i 25 år, og den fortsætter indtil vi bliver kloge nok til at "lyde havets lov". Man vinder ikke en konflikt med økosystemet - heller ikke, hvis vi fortsætter i endnu 25 år. Strategien er udsigtsløs! Uanset hvor mange, der er enige om den! Økosystemet retter sig naturligvis efter naturlovene - og hverken efter Miljøstyrelsen eller Folketinget.
På den baggrund virker det grotesk, at visse forskere og politikere stadig henviser til, hvad der var "enighed" om for 25 år siden, når de argumenterer for den førte vandmiljøpolitik og de nye vandplaner. For mindre end et år siden forsvarede professorerne Stiig Markager og Bo Riemann i en kronik i Landbrugsavisen den danske strategi med særligt fokus på begrænsning af kvælstofudledningen og bebudede yderligere begrænsninger i kvælstofanvendelsen, hvilket naturligvis bliver mere og mere kostbart for landbruget og samfundet. Men de konkluderede altså, at den meget stærke medicin, som landbruget har været påtvunget i mere end 20 år ikke har medført tilfredsstillende resultater. Derfor foreslog de, at der skal ordineres endnu mere af samme medicin.
En ansvarlig læge ville nok overveje, om diagnosen og behandlingen nu også er rigtig, men sådan arbejder man ikke i DMU. Her holder man sig til den "sandhed", der blev vedtaget for 25 år siden, og så lader man sig ikke distrahere af, at naturen arbejder efter andre principper, og at forskere ude i verden finder nye veje. Man konstaterer blot: "Desværre er biologien ikke fulgt med".
Forskerne fastholder den forkerte strategi
Eksemplet er typisk for udviklingen siden slutningen af
80'erne. DMU har gennem en brutal topstyring, sørget for kritikløs
videreførelse af de strategier, der var udarbejdet af
forskningsinstitutioner med bundkarakter. Nogle
forskningsinstitutioner under Miljøministeriet fik nemlig
bundkarakter ved en international evaluering i 1989.
I DMU var virkeligheden "Ret ind eller forsvind!" - uden plads til selvstændige opfattelser hos forskerne. Ingen individuelle udmeldinger! Kæft trit og retning. Måske lidt sovjet-inspireret.
Når man i 80'erne forespurgte i Miljøstyrelsen om materiale og måleresultater, blev man systematisk mødt med modspørgsmålet: "Hvor ringer du fra?". Og da jeg for 117. gang havde sagt "hjemmefra", spurgte jeg, om det havde indflydelse på svaret, hvor jeg ringede fra. Nej, blev der sagt, men vi skal registrere alle, der spørger! Det var dengang. I dag, hvor det meste foregår på nettet, kan man lettere finde ud af, hvem der spørger, hvis man da ikke helt nægter adgang til materialet.
Som det ses, er dansk vandmiljøpolitik ramt af flere problemer: For 25 år siden tog man fejl af kvælstof på grund af et elendigt forarbejde til den første vandmiljøplan. Lige siden har alle de ansvarlige - forskere, forvaltningsmyndigheder og politikere - fastholdt og forsvaret strategien. Og kun de, der var enige heri, kunne skabe sig en karriere i systemet. I dag, hvor mange nye forskningsresultater peger i nye retninger og peger langt mere sammensatte forklaringer på vandmiljøets situation, lukker systemet af. Man vil ikke i videnskabelig debat med topforskere, der har nået andre resultater. Det nærmer sig en mental blokering, der hviler over Miljøministeriet og dets institutioner. Systemet er på vej mod erkendelsen af mange års katastrofal håndtering af dansk miljøpolitik - både fagligt og forvaltningsmæssigt. Beviserne bliver vanskeligere og vanskeligere at komme udenom.
Offentligheden, der har været klædeligt autoritetstro, vil også snart indse, vi i landbrugserhvervet ikke bare "taler for vores syge moster", men at miljømyndighederne derimod gennem 25 år har misforstået, hvordan kvælstof virker i økosystemet, og har misligholdt deres forpligtelse til at sikre sig holdbar viden, inden iværksættelse af milliarddyre indgreb, der bagefter viser sig uden effekt.
Det var aldrig gået i en privat virksomhed!
Poul Vejby-Sørensen
