ET JUSTITSMORD FYLDER 25 ÅR
Udgivet 18. oktober 2011Før etableringen af renseanlægget Lynetten i 1980 udledte København slam direkte fra kloakkerne. Det må her noteres, at kloakslam er væsentligt mere miljøbelastende end landbrugets gylle, fordi det ud over organisk affald fra husholdning og toiletter også indeholder naturfremmede stoffer fra vaskemidler, og industriaffald med tungmetaller, kemikalier, affedtningsmidler o.m.a. samt sygehusaffald med forskellige typer medicin, herunder hormonlignende stoffer, som ofte har meget alvorlige virkninger i naturen.
Alle, der er gamle nok, husker balladen om de døde jomfruhummere, der blev fisket den 6. oktober 1986 og under stor bevågenhed blev landet i Gilleleje for rullende tv-kameraer.
Det skete mens Reagan og Gorbatjov holdt deres historiske topmøde på Island, som først lignede et sammenbrud, men senere førte til afslutningen af "Den kolde Krig", og det skete mens Schlüter-regeringen havde sat kartoffelkuren på menuen. Derfor var befolkningens opmærksomhed rettet i andre retninger, da Danmarks Naturfredningsforenings direktør, David Rehling, på tv søndag aften den 19. oktober 1986 med nidkær bistand fra en ukritisk journalist præsenterede en hurtigt sammenstrikket 6-punktsplan for en måbende befolkning og derefter debatterede den med en totalt uforberedt fiskerimister, der vikarierede for en miljøminister med stærke holdninger, men sparsom viden på miljøområdet.
Det useriøse tv-stunt fulgt op af politisk korrekte, men videnskabeligt uredelige udtalelser fra Miljøstyrelsen fik et politisk flertal til at gennemføre en fejlkonstrueret vandmiljøplan, der med senere opstramninger nu har kostet samfundet - herunder landbruget - et trecifrede milliardbeløb uden at give det forventede resultat. Og uden udsigt til nogensinde at gøre det. Så katastrofen er til at få øje på - hvis man ikke lukker øjnene for den.
En hovedingrediens i disse planer har fra starten været kostbare anstrengelser for at begrænse kvælstof, paradoksalt nok især hvor det optræder i relativt små mængder.
De døde hummere
Hele sagen startede altså i oktober 1986, hvor et areal på ca. 300 km2 nord for Gilleleje blev ramt af kraftigt iltsvind. Fiskene flygtede, mens jomfruhummerne, der ikke er så mobile, afgik ved døden og optrådte på TV post mortem. At fiskene flygtede vides, fordi fiskere i samme periode fangede ekstra store mængder søtunge ved Anholt. Det var ikke nogen tilfældighed, at søtungerne flygtede i nordvestlig retning. Det var for at komme længere væk fra Øresund, i folkemunde kaldet "Pløresund", som var ekstremt forurenet af Københavns spildevand med slam af værste slags og masser af fosfor.
Oceaner af slam
|
Iltsvind og fiskedød 1981 (Miljøstyrelsen) |
Før etableringen af renseanlægget Lynetten i 1980 udledte København slam direkte fra kloakkerne. Det må her noteres, at kloakslam er væsentligt mere miljøbelastende end landbrugets gylle, fordi det ud over organisk affald fra husholdning og toiletter også indeholder naturfremmede stoffer fra vaskemidler, og industriaffald med tungmetaller, kemikalier, affedtningsmidler o.m.a. samt sygehusaffald med forskellige typer medicin, herunder hormonlignende stoffer, som ofte har meget alvorlige virkninger i naturen.
I mange år før hummer-happeningen havde København hvert år udledt op mod 1 mio. tons vådt slam i Øresund, hvor den dominerende nordgående strøm førte det op nord for Sundet. Her bredes strømmen ud, så hastigheden aftager, og slampartiklerne bundfældes i området nord for Gilleleje på den danske side og i Skälderviken og Laholmsbukten på den svenske side. Præcis de områder, der var ramt af iltsvind i 1980'erne, se figuren fra NPo-redegørelsen fra 1984, der viser situationen i 1981.
Selv efter Renseanlæg Lynetten var bygget i 1980, blev der udledt store mængder slam på grund af hyppige driftsforstyrrelser. Så sent som i 1984 og 1985 udledte Lynetten stadig ca. 200.000 tons slam (ca. 7.000 tons tørstof) om året. Det var mange tusinde procent over det tilladte! Miljøankenævnet pålagde på den baggrund Lynetten et drastisk krav om at halvere slamudledningen hvert halve år, indtil man nåede ned på 1/16 eller 440 tons.
I mange år havde København "løst" forureningsproblemerne ved at føre kloakrørene længere ud i Øresund, men det hjalp jo på ingen måde de forureningsramte områder nord for Øresund. Og helt op til slutningen af 1990'erne havde Lynetten dispensation for udledning af fosfor, der havde frit løb ud til de allerede fosforbelastede og iltsvindsramte områder. Kvælstof var der heller ikke styr på.
Massive iltsvind, er næsten altid forårsaget af udslip af organisk stof, fordi dets omsætning er stærkt iltforbrugende. Netop derfor er det så alvorligt, hvis ensilagesaft eller gylle slipper ud i vandløb. Eksempelvis har et enkelt uheld med en gyllevogn med 1000 liter udslip i et vandløb fatale følger. Men København udledte helt bevidst, hvad der svarer til 3000 gyllevognsuheld, hvert eneste døgn året rundt, år efter år! Til sidst blev det for meget!
Det stank som - hvad det var!
 |
Selv om fiskerne meldte om stærk kloakstank i iltsvindsområdet, og selv om lignende iltsvind ligeledes var knyttet til fjorde og kystvande uden for større byer med dårlige renseanlæg, så var datidens biologer i bl.a. Miljøstyrelsen ikke længe om at udråbe "landbrugets kvælstof" som årsagen til alt ondt. En fatal fejlkonklusion, der hviler på den misforståelse, at man kan manipulere økosystemet ved at begrænse kvælstof, selv om det er fosfor, der er for meget af.
Biologerne hyldede altså en vanvittig teori om, at hvis der var for meget fosfor (hovedsagelig fra byerne), så skulle man bare begrænse kvælstof (hovedsagelig fra landet). På den måde fik man kvælstof hængt op på fosfor-forureningen. Og sådan fik man mistænkeliggjort landbruget i store dele af samfundet.
Teorien var udledt ved en misfortolkning af Justus von Liebigs
"Minimumslov" fra 1855. Og vildfarelsen lever endnu: Så sent som i
marts i år postulerede Danmarks Miljø Undersøgelser, at problemet i
Roskilde Fjord var kvælstof. Sandheden er, at netop denne fjord
igennem mere end 50 år har været ekstremt fosfor-forurenet! Men
allerede en måned senere blev den pinlige udtalelse belønnet med et
professorat!
På vej mod skandalen
Selvfølgelig må politikerne til alle tider forlade sig på videnskaben. Problemet er bare, at de kun har lyttet til de biologer, der gennem 25 år har anbefalet en uholdbar kvælstofstrategi. De burde også rådføre sig med andre videnskabsfolk, der har erkendt, at hverken politikere eller biologer kan diktere økosystemet, hvordan det skal virke.
Politikerne blev rent faktisk advaret i tide, for på regeringens anmodning blev der i 1988 iværksat en evaluering af dansk miljøforskning. Et internationalt panel på 22 eksperter afleverede i 1989 en evaluering, der indeholdt sønderlemmende kritik mod store dele af dansk miljøforskning. Men det fik ingen konsekvenser!
Det er nu helt nødvendigt at justere miljøstrategien og handle i harmoni med naturen i stedet for at videreføre de seneste 25 års tåbelige krig mod økosystemet. Miljømyndighederne må erkende, at begrebet "kvælstofbegrænsning" ikke betyder, at det nytter at angribe kvælstof! Det betyder derimod, at økosystemet modtager for meget fosfor - enten fra udledninger eller fra sedimentet (dvs. tidligere udledninger).
Mange års fejlslagen miljøpolitik skyldes i høj grad, at befolkningen og politikerne blev ført bag lyset af miljømyndighederne om årsagen til de døde hummere. Såvel folk langs Øresundskysten som piloter, der overfløj området, bemærkede de tydelige slamstriber fra Lynetten til Kattegat. Stanken var heller ikke til at tage fejl af. Men direktøren i Danmarks Naturfredningsforening slyngede om sig med udokumenterede skrækkampagner, og en række biologer slyngede om sig med grundløse teser, der førte til hastværk og videnskabeligt sjusk i et omfang, der næppe nogensinde er overgået. Kravet var, at der skulle handles så hurtigt, at ingen nåede at tænke sig om. På den måde fik vi den første hovsa-vandmiljøplan, som senere er fulgt op af flere udgaver, men stadig på det forfejlede grundlag. Billedligt talt kom miljømyndighederne ud ad den forkerte motorvej, som de lige siden har accelereret ud ad. De er på vej mod skandalen - og der er snart ikke flere afkørsler!
Det ville være klædeligt, om nogle centrale aktører fra 1980'erne rankede ryggen og bekræftede den reelle sammenhæng. Efter 25 år kan karrieren jo ikke længere være en blokering for at lægge tingene frem og få lettet samvittigheden.
Af Poul Vejby-Sørensen, Cand. agro.
pvs@detstorebedrag.dk
